logo
Copyright Qode Interactive 2016. All rights reserved.
| I got chills: Hvordan fungerer lyd i horror?
1589
post-template-default,single,single-post,postid-1589,single-format-standard,qode-quick-links-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode_grid_1300,side_area_uncovered_from_content,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-11.0,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.1.1,vc_responsive

I got chills: Hvordan fungerer lyd i horror?

I got chills: Hvordan fungerer lyd i horror?

Image Credit: agirlsguidetohorror.com

Skrevet af Andrew Davidson.

Horror- og gyserfilmen er en genre, der kan svinge meget i popularitet. Lige pludselig kan der komme noget banebrydende – senest den australske The Babadook – og så er det på alles læber, indtil det så småt forsvinder ud af rampelyset igen. Akkurat som monsteret under din seng gør, når du tænder for lyset.

Mange vil måske argumentere for, at horror er en ret visuel genre; det er først rigtigt uhyggeligt, når monsteret springer frem fra mørket. Men så skal du tænke på, hvor meget suspense, der er i, at du netop ikke ser truslen. I dette blogindlæg ser vi nærmere på, hvordan lyd fungerer i horrorpodcasts, men det er ikke bare for underholdningens skjul, det er også for at undersøge, hvor effektivt et medie lyd er.

 

Horror-podcasten og dens virkemidler

“Lyd bruges også til at skabe chokeffekter, for eksempel ved et jump-scare, hvor et monster pludselig hopper frem og brøler. Her går lyden direkte i en gammel biologisk forsvarsmekanisme og sætter vores frygtberedskab op i det røde felt.” (Mathias Clasen, mail-interview, 5/5/16)

Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det må i høj grad være det essentielle i den aktive lytning af horror. Hvis man sætter en film i gang, så får man leveret indtryk til både synet og hørelsen. Filmen fortæller dig, hvad du skal forestille dig. Der er selvfølgelig eksempler på film, hvor truslen ikke vises før lang tid inde i filmen; det er for at opnå suspense. Men på et eller andet tidspunkt, må man hive monsteret ind i manegen.

NoSleep Podcast

Lad os prøve at lytte til et eksempel. Her har vi The NoSleep Podcast, der i afsnitS07E01 leverer fem historier. I fortællingen The Earth, the Air, and You drives historien af en fortæller, som sidder alene i sit hjem. Han starter med at høre en banken på ruden; efterfølgende en kvindestemme, der taler til ham; og nu er der altså noget lige udenfor hans dør.

Lyt her fra 00:17:40

Bemærk hvordan lyden panorerer, så det føles som en, der løber frem og tilbage, og yderligere hvordan stemmen er dæmpet, gemt væk, nærmest utydelig. Og selvom fortælleren siger, at det lyder som et barn, så er det noget andet, jeg forestiller mig. Det spiller ret godt sammen med, hvad værten på NoSleep, David Cummings, selv udtaler, for hvis vi kunne se, hvad der var udenfor døren, så er billedet skabt. Men når vi ikke kan se det, så får fantasien lov til at løbe løbsk.

“If you watch a horror film and you turn the sound down, it loses 90 percent of its power,” (…) “Because it’s not what you see, it’s what you don’t see that’s scary.” (http://www.wired.com/2015/02/geeks-guide-horror-podcasting/)

The Black Tapes Podcast

I The Black Tapes Podcast leges der med sløringen mellem virkelighed og fiktion – tænk Blair Witch Project eksempelvis – for her skal det forestille, at der er tale om en rigtig podcast ved netop det navn, der rejser rundt og undersøger paranormale aktiviteter. Men det er lidt af et benspænd, de har sat sig selv i, for podcastens præmis bygger på den skeptiske Dr. Strand, der har en række af disse aktiviteter optaget på bånd eller digitalt. Podcasten skal altså formidle noget visuelt hver gang, for episoderne bygger som regel på en ny hændelse, som Dr. Strand viser til Alex, der er podcastens vært, som hun så går i gang med at efterforske. Det lyder muligvis som et ret besværligt benspænd, men fungerer overraskende godt.

Lyt her fra 00:08:00, hvor Strand starter videoklippet, og bemærk hvordan Alex spørger ind til forskellige ting, så vi som lyttere kan danne os et billede af kulissen i hovedet. Derefter beskriver hun hændelsen i en voice over.

Vi arbejder med to rum her: Strands kontor, hvor de ser videoen sammen, og Alex’ speak, der er optaget efterfølgende. Når Alex fortæller, hvad videoen viser, foregår der også to ting, der hjælper os til at danne billeder: Hendes små pauser, der fungerer som suspense; og selvfølgelig baggrundsmusikken, der eskalerer, så snart hun siger: “Her face she’s…she looks absolutely terrified.” Men det rigtig interessante er egentlig, hvor mange lag, der er på spil her. Alex sidder og ser en video uden lyd, som hun så genfortæller til os udelukkende via lyd. Det kan måske virke forvirrende, men det bidrager egentlig bare til uhyggen, for igen er det fantasien, der får lov til at tage over, så man selv danner billedet af, hvordan en kvinde, der er skræmt fra vid og sans ser ud. Og endnu vigtigere, hvad det er, der får hende til at reagere sådan.

Hvordan kan horror bruges i andre sammenhænge?

“Som lydlegenden Walter Murch engang sagde: Billeder banker på fordøren, mens lyd sniger ind ad bagdøren. Allerede ved at tale om lyd på den måde, fremstår lyden jo som en suspekt overfaldsmand eller en smittefarlig virus. Og det er sådan set temmelig spot on i denne sammenhæng.” (Peter Albrechtsen, mail-interview, 8/5/16)

Nu hvor du har læst så langt, så tænker du måske, og hvad så? Jeg laver ikke horror, hvordan skal jeg bruge ovenstående? Måske kan du ikke bruge det helt så nøjagtigt, som de to ovenstående eksempler, men der er ikke kun tale om horror-greb, det handler lige så meget om at hjælpe sine lyttere til at danne et billede. Hvis du med få greb, kan male lydbilleder for dine lyttere, så bliver de hængende; om det så er horror eller tør information, der skal videreformidles.

I NoSleep eksemplet, så bruger de det simple trick med panorering for at få noget bevægelse. Hvis man sidder og redigerer en historie og gerne vil have lytteren skal forestille sig en politibil, der suser forbi, så går det ikke at den er stilstående; at den blot klippes ind og ud igen. Men ved en panorering fra højre mod venstre (eller omvendt) og lidt fiflen med volumen, så fornemmer lytteren farten, og danner straks billedet af noget actionpræget.

The Black Tapes’ greb med at bruge flere lag giver lige så god mening i enhver anden situation som her, for det giver lytteren et indtryk af, at der er mere på spil end blot det ene rum, vi befinder os. Det er ret forvirrende, hvis man benytter samme metode i film, for her skal det visuelle følge med. Men i lyden kan man hoppe frem og tilbage, som man vil, blot ved at fade ind og ud eller lade værten fortælle om det. Det er et ret stærkt værktøj, når det kommer til billeddannelse.

“Omvendt er der forskning der peger på at hvis man ser en horrorfilm og kigger væk fra skærmen, men uden at slukke for lyden, kan man faktisk blive endnu mere skræmt end hvis man lod være med at kigge væk. Lyd uden billeder kan virke endnu stærkere.” (Mathias Clasen, mail-interview, 5/5/16)

Men lad os lige vende tilbage til horrorgenren et øjeblik. I ovenstående siger Mathias Clasen, at lyd uden billeder kan virke endnu stærkere, og godt nok omhandler det gyseren, men hvem siger at man ikke kan replikere det i andre genrer? Det er et retorisk spørgsmål, for det er der ingen, der siger. Skab et lydbillede for din lytter og lad dem herefter danne deres egne indre billeder. Eller som Peter Albrechtsen siger:

“At lave gyserfilm er i høj grad antydningens kunst, og de billeder vi kan skabe i hovedet er som regel langt mere skræmmende end de billeder, der sådan er lige til at filme.” (Peter Albrechtsen, mail-interview, 8/5/16)

Tak til Peter og Mathias for at bidrage til indlægget. Find det fulde interview med dem nedenfor.

Peter Albrechtsen
– Tonemester på en lang række film
– Vandt i 2016 en Robert for bedste sounddesigner for filmen, Idealisten
– Har blandt andet arbejdet på den nye danske zombiefilm, Sorgenfri
– Har egen klumme om lyd i film og TV i Politiken
Læs resten af interviewet med Albrechtsen her

Mathias Clasen

– Adjunkt på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet
– Forsker i horror i forhold til evolutionær og kognitiv psykologi
– Forfatter af blandt andet Monstre som en del af serien, Tænkepauser
Link til andre artikler og deltagelser i medierne
Læs resten af interviewet med Clasen her

No Comments

Post A Comment